(Original tekst af Dansk Kennel Klub)
For rutinerede opdrættere, med kollegiale kontakter i det pågældende land, kan der være god idé i at købe en hund fra udlandet for at få nyt blod ind i avlen.
Det kan også være at du som privatperson har forelsket dig i en Shar Pei fra et andet land. Uanset hvad, er det nødvendigt at sætte sig godt ind i reglerne på området, for ikke at spænde ben for sig selv og sine ønsker mht. udstilling, avl, opdræt mm.
Mange har købt en hund ”med papirer” i den tro, at en hvilken som helst stambog er adgangsbevis for at kunne registrere sin hund i DKK og dermed have mulighed for at deltage på udstillinger i DKK, få hunden avlsgodkendt og senere at kunne sælge hvalpe med DKK stambog. Dette er meget langt fra virkeligheden!
Der foregår meget fusk med stambøger og ofte er skuffelsen stor, når en køber opdager at de gyldne papirer ikke er andet end et stykke ubrugeligt papir. Det er derfor vigtigt at vide hvilke dokumenter der er behov for.
Kun hunde med en original FCI-stambog kan blive registreret hos Dansk Kennel Klub.
Læs mere om FCI
Dette er den første og største forudsætning for omregistrering i DKK, men der er flere papirer der skal være i orden. Disse bliver omtalt længere nede ad denne side.
Ud over risikoen for fusk med papirerne (her taler vi også om dyrlægeattester), kan man komme til at importere sin hvalp illegalt, hvis man ikke får læst alle reglerne ordentligt. Det kan også være en risikofyldt affære, hvis der viser sig at være noget galt med hunden. Mange har oplevet at de efterfølgende ikke har kunnet komme i kontakt med sælgeren og få hjælp/ kompensation. Man skal gøre sig klart, at der foregår megen handel med hunde over internettet, med det ene formål at tjene nemme penge. Flere har derfor oplevet at betale for noget de aldrig modtager.
Ved import er det også vigtigt at huske, at hunden/hvalpen naturligvis skal opfylde de til enhver tid gældende myndighedsbestemmelser - DKK´s hjemmeside her
Registrering i DKK
Registrering af importstambøger (OBS - der kan være ekspeditionstid på 1 - 2 måneder)
DKK følger den af FCI angivne praksis omkring omregistrering af hunde. Det betyder, at hunden beholder sin originalstambog og får tildelt et dansk registreringsnummer, som påføres stambogen.
Import-stambogen kan registreres når alle følgende betingelser er opfyldt:
1. Hundens FCI-originalstambog indsendes til DKK sammen med skema. Dette skema kan printes ud fra
DKK´s hjemmeside.
2. Stambogen skal være en export pedigree eller være stemplet export pedigree fra hundens/hvalpens hjemlands kennelklub. (De nordiske lande er undtaget).
3. Ejerbevis skal medsendes hvis ejerens navn ikke fremgår af stamtavlen.
(fra Holland skal både Registratiebewijs og Export-pedigree medsendes).
4. Identitetsnummeret (tatoveringsnummeret eller chipnummeret) skal fremgå på stambogen. (USA undtaget, der indsendes kopi af pas).
5. Ved mere end én ejer, skal den underskriftberettigede ejer opgives til DKK. Den ejer der fremgår som 1. ejer på stambogen skal skrive under på skemaet og herefter angives hvem der skal være ejere af hunden. Den der angives som 1. ejer, bliver registreret som underskriftsberettiget i DKK.
6. Indbetales gebyr, som medlem af en specialklub, skal kopi af medlemsbevis fra en specialklub medsendes. (bagside af medlemsblad er ikke gyldig dokumentation)
Dansk Hunderegister (lovpligtig)
Anmeldelse til Dansk Hunderegister skal foretages senest, når hunden er 8 uger gammel.
Pligten til at sørge for, at hunden er registreret, påhviler den, der besidder hunden.
Ved indførsel af en hund, der er over 8 uger gammel, påhviler det den, der indfører hunden her i landet, at sørge for, at hunden inden 4 uger efter indførsel er registreret. Dansk Kennel Klub tilbyder at oprette hunden i Dansk Hunderegister hvis der medsendes ekstra kr.125,00 (gebyret til Dansk Hunderegister).
OBS - Al samarbejde med Bosnien/Herzegovina er ophørt.
Særregel for hunde fra England
Udover ovennævnte skal kryptorchid attest på faderen til den importerede hund medsendes, medmindre den er engelsk champion eller der tidligere er importeret en hund til Danmark, med den pågældende hund som far.
Særregel for hunde fra Tyskland
Udover ovennævnte kræves en VDH-godkendelse (Tysklands hovedklub) af stamtavlen. Gebyret for denne godkendelse jf. nedenfor nævnte priser skal medsendes til DKK, der herefter sørger for og betaler for godkendelsen i VDH (Anerkennung für das ausland).
Særregel for hunde fra Østrig
Den originale stambog fra Østrigsk Kennel Klub skal indsendes, hvis racen ikke har en stambogførende specialklub.
Ellers skal hundens originale stambog udstedt af en Østrigsk specialklub forsynet med stempel og underskrift fra Østrigsk Kennel Klub indsendes.
Pr. 1/3 2013 er der følgende priser:
Som medlem af DKK
(Medlemsnummer skal oplyses, et hovedmedlemskab af DKK koster kr. 465,00 og et husstandsmedlemskab kr. 235,00):
(Nordiske - SKK, NKK, FKK og IS) = Kr. 575,00 til registrering af importen
(Andre udenlandske) = Kr. 690,00 til registrering af importen.
Evt. kr. 690,00 som skal indbetales hvis hunden er opdrættet i Tyskland, til dækning af VDH-gebyr.
Evt. kr. 125,00 som dækker registreringen af hunden i Dansk Hunderegister.
Som medlem af en specialklub under DKK
(Nordiske - SKK, NKK, FKK og IS) = Kr. 800,00 til registrering af importen.
(Andre lande) = Kr. 900,00 til registrering af importen.
Evt. kr. 690,00 som skal indbetales hvis hunden er opdrættet i Tyskland, til dækning af VDH-gebyr.
Evt. kr. 125,00 som dækker registreringen af hunden i Dansk Hunderegister.
Som ikke medlem
(Nordiske - SKK, NKK, FKK og IS) = Kr. 1200,00 til registrering af importen.
(Andre lande) = kr. 1400,00 til registrering af importen.
Evt. kr. 690,00 som skal indbetales hvis hunden er opdrættet i Tyskland, til dækning af VDH-gebyr.
Evt. kr. 125,00 som dækker registreringen af hunden i Dansk Hunderegister.
OBS - Ved importregistrering registreres hunden med 3 generationers aner og hundens egne DKK-godkendte sundhedsresultater. Hvis der skal registreres DKK-godkendte sundhedsresultater på anerne vil der være et ekstra gebyr på kr. 95,00 pr. hund.